Pia Nyholm oplevede for første gang at gå ned med stress tilbage i 2005.

– Jeg arbejdede ved Odense kommune som fuldmægtig, da jeg røg ned med stress første gang. I mit job var jeg lidt af en blæksprutte. Jeg var glad for at hjælpe andre og var ikke god til at passe på mig selv. Og var der problemer, så var jeg dårlig til at lade det ligge, men tog problemerne med mig hjem efter fyraften, siger Pia.

Det betød, at Pia i 2005 blev sygemeldt i en kortere periode.

– Jeg var helt væk fra jobbet i en kort periode, var herefter deltidssygemeldt i en periode, og vendte så tilbage på fuld tid. Men jeg var aldrig helt mig selv derefter, siger Pia. Det værste var, at jeg havde problemer med hukommelsen. Ikke bare med det, der skete her og nu, men også tidligere oplevelser, f.eks. ferier med familien, var helt væk. Somme tider kunne jeg huske lidt, hvis jeg blev hjulpet på vej, men jeg har ofte siddet med fornemmelsen af, at de talte om noget, jeg slet ikke havde været en del af.

I 2010 vender stressen tilbage igen.

– Denne gang er jeg sygemeldt i en længere periode. Som jeg husker det, var jeg sygemeldt et par måneder og vendte så tilbage på deltid. Jeg har kun godt at sige om Odense kommune, som jeg føler har bakket mig fint op hele vejen igennem, siger Pia.

Pia vender igen tilbage til sit arbejde, og i årene efter ændres arbejdsopgaverne, og Elevteamet, som hun er en del af, flyttes til Rådhuset, hvor de nu indgår i en større afdeling, der tager sig af hele kommunens elever.

Årene på Rådhuset er de mest fantastiske i hele mit arbejdsliv, siger Pia.

Hun elsker sit arbejde med eleverne, og i fællesskab får hun og kollegerne i afdelingen opbygget et fantastisk samarbejde og en arbejdskultur, hvor det var sjovt at være på arbejde.

– Jeg elskede jo at gå på arbejde, hvor jeg var ansat i Odense kommune gennem 35 år. Men jeg magtede det bare ikke. Det har været hårdt for min familie. Min mand Sven og mine to sønner Bjørn og Thor har været enormt betænksomme og været der for mig gennem alle årene. For jeg var ikke mange sure sild værd, når jeg havde fri. Siden jeg blev syg første gang har jeg egentlig kun gået på arbejde, og når jeg kom hjem, så var jeg intet værd rent socialt. Jeg kan virkelig takke min dejlige mand Sven, som jeg har været gift med i 30 år, for al hans støtte i de svære tider, siger Pia.

I 2019 bukker Pia dog fuldstændig under. Denne gang krævede det en langtidssygemelding.

– Jeg kunne intet. De første 14 dage tudede jeg uafbrudt, og derefter sad jeg bare og så græsset gro. Og jeg endte med aldrig nogensinde at vende tilbage til mit job. Stressen havde fået så hårdt fat i mig, at jeg intet kunne. Mit held var, at jeg var tjenestemandsansat, og dermed kunne jeg få tjenestemands pension, som jeg blev godkendt til i sommeren 2020, siger Pia.

Men selvom Pia stoppede med at arbejde, blev livet ikke nemmere. Hun havde det skidt. Hun havde fået diagnosen udbrændthed.

– Jeg havde massive problemer med hukommelsen, jeg kunne ikke finde de rigtige ord og formuleringer, når jeg snakkede med folk. Jeg blev usikker, indelukket og havde det bare enormt skidt. Jeg turde ikke køre bil, for det var umuligt at overskue trafikken.

I starten kunne jeg dårligt gå 100 m hen ad gaden til dagligvarebutikken, og hvis det lykkedes at komme så langt, var selve indkøbet totalt uoverskueligt, så jeg fik ikke mange varer med hjem. Men sådan et liv kunne jeg jo ikke blive ved med at leve. Jeg søgte hjælp, og fik det gennem et online forløb hos virksomheden Mind Social, siger Pia.

– Jeg kom i foråret 2021 med på et online forløb, hvor jeg igennem 8 uger fik funktionel hjernetræning. En gang om ugen mødtes vi på Teams, hvor vi trænede, og vi fik øvelser, der skulle laves i løbet af ugen. Forløbet gav mig et nyt liv, ellers havde jeg stadig bare siddet og ingenting foretaget mig, siger Pia.

Forløbet hjalp Pia så meget, at hun igen er begyndt at køre bil. Hun er blevet meget mere nærværende derhjemme og er begyndt at sy igen.

Pia kunne ikke overskue at sy og strikke

– Inden jeg fik stress første gang tilbage i 2005, var jeg vild med at sy og strikke, men når jeg tænker tilbage, så rørte jeg hverken sytøj eller strikketøj i årene efter. Jeg magtede det simpelthen ikke. Når jeg kom hjem fra mit arbejde, var jeg bare helt færdig. Men efter jeg er startet med funktionel hjernetræning, så har jeg genoptaget min gamle hobby, siger Pia.

Online forløbet på Teams stoppede Pia i kort før sommerferien, men hun er nu startet på et nyt forløb hos Mind Social i Grønnegade.

– Jeg vil videre med mit liv. Jeg er jo kun 61 år og har forhåbentlig mange år foran mig endnu. Jeg vil ikke bare sidde derhjemme og lade stå til. Jeg har accepteret, at jeg aldrig vil kunne det samme som før, men jeg har lært at leve med, at jeg har nogle begrænsninger, som jeg må få det bedste ud af. Nu går jeg på et nyt hold, hvor vi denne gang mødes en gang om ugen. Her går jeg med andre, der har været stressramte eller har haft hjernerystelse, som har ændret deres liv, siger Pia.

Forløbet hos Mind Social er præcis det, Pia havde brug for. Hendes liv bliver langsomt bedre dag for dag. Og hun kan igen være social sammen med familien.

Pia var en hønemor

– Min mor har, lige siden jeg kan huske tilbage, været en hønemor. Hun har altid sat sig selv til side for at gøre livet godt for mig, min bror og min far Sven. Hun har bare aldrig været god til at passe på sig selv, hun har altid tænkt på alle andre fremfor sig selv. Det er fantastisk at se, hvordan min mor langsomt er ved at blomstre op igen. Det er jeg så glad for, for hun er verdens bedste mor, siger Thor, der til dagligt er selvstændig tatovør og indehaver af Ink by Lykkegaard i Vindegade.

Pia er nået dertil i livet, hvor hun nogle dage kan føle sig rastløs. Og det ser hun faktisk som et positivt skridt på at komme ovenpå igen.

– Tidligere var jeg jo ligeglad. Dagene gik, jeg sad derhjemme og kiggede ud af vinduet. Men nu mærker jeg dage, hvor jeg rent faktisk keder mig. Det er bare fantastisk, for det betyder, at jeg er ved at få livet tilbage. Før kunne jeg ikke overskue dagen, hvis jeg skulle bare en enkelt ting. Jeg elskede de dage, hvor jeg absolut intet skulle. Men nu må der gerne ske noget de fleste dage, siger Pia.

Læs mere om FuHT online forløbet herDu kan finde andre artikler og fortællinger her