Vi skal genoptræne hjernen, aktivt

Vores hjerne er plastisk og super agil. Den lærer hele tiden og den tilpasser sig de udfordringer og de opgaver, vi sætter den til at arbejde med. Vi kan sammenligne hjernen med vores muskler. De muskler vi bruger bliver stærkere. De muskler vi ikke bruger, de bliver svagere.

Stress, en længere sygemelding eller en hjernerystelse påvirker den mentale styrke og trivsel. Længe efter den egentlige belastning kan vi opleve kognitive, fysiske og sociale udfordringer. Hjernen er kommet i dårlig form.

Ligesom vi aktivt genoptræner en fysisk skade eller overbelastning, skal vi aktivt genoptræne en mental overbelastning. Genoptræning af et skadet knæ eller et brækket ben sker ikke hjemme på sofaen, når vi vil tilbage på fuld styrke. Det gør genoptræning af hjernen heller ikke.

Engang var håndbold mit arbejde og min hverdag. Jeg fik en korsbåndskade, blev opereret og skulle derefter på bedst mulig vis tilbage på håndboldbanen med samme niveau og styrke som før skaden. Jeg var heldig at være professionel og ansat i GOG. Det betød, at en dygtig fysioterapeut hjalp mig gennem skadesperiode og genoptræning så effektivt og hurtigt som muligt.

I første omgang, lige efter operation, skulle jeg begrænse belastningen, men alligevel sørge for at aktivere ben og muskler. I anden omgang og ret hurtigt, startede den hårde genoptræning og de funktionelle øvelser. Øvelser hvor jeg skulle bruge og træne knæet i de bevægelser og situationer, som jeg senere skulle bruge på håndboldbanen.

Genoptræning af hjernen kræver også træning, hvis vi vil tilbage til fuldt funktionsniveau. I første omgang skal hjernen restituere og kun aktiveres begrænset. I anden omgang skal vi aktivt træne hjernen, de muskler og de processer, som vi skal bruge i hverdagen.

Tilbage på arbejdspladsen efter en mental belastning 

Når vi skal tilbage på arbejdspladsen efter stress eller en lang sygemelding, så vender vi tilbage på nedsat tid, har færre opgaver og god støtte fra ledere og kolleger. Det er vigtigt. Men selvom vi er tilbage på nedsat tid, så er vi tilbage i en hverdag, hvor der er forventninger, deadlines og risiko for at blive overbelastet igen.

Samtidig møder vi ind i den kontekst, hvor vi oplevede belastningen. Krop og hjerne husker sted, opgaver og relationer. Vi kobler de følelser på, der sidst hang sammen med netop den kontekst. Alarmberedskabet, der er designet til at passe på os, arbejder på højtryk allerede i det vi kører ind på parkeringspladsen. VI bruger alle mentale resurser på, at finde en form for ro.

Efter min knæskade startede jeg ikke med håndbold – heller ikke på nedsat tid. Jeg gik i træningslokalet sammen med fysioterapeuten, trænede stabilitet, styrke og løftede de vægte, jeg var klar til. Gennem øvelser og kontrolleret belastning blev det fysiske fundament stabilt og stærkt. Samtidig blev de mentale barriere nedbrudt. Gennem øvelser og situationer, der simulerede håndboldspillet lærte mit alarmberedskab, at jeg var klar til belastningen. Det var ikke farligt og jeg blev ikke skadet igen, heller ikke når jeg satte af på mit knæ eller fik et uventet skub. Frygten forsvandt. Den dag jeg igen løb på banen var der ro på mit indre alarmberedskab og jeg kunne bruge alle resurser på at spille håndbold.

Vi skal genoptræne hjernen, præcis som vi genoptræner kroppen. Vi skal udfordre og træne hjernen gennem øvelser og kontrolleret belastning, hvor vi simulerer de opgaver og den belastning, som hjernen hele tiden skal håndtere i hverdagen. Vi skal genetablere det mentale fundament og finde ro og tro på, at vi kan klare det.

Vores alarmberedskab skal have en sundt forhold til, hvad der er farligt og ikke farligt. Det må ikke sætte i gang pga. parkeringspladsen, udsigten til at hjernen skal på arbejde eller frygten for at blive overbelastet igen. Vi skal være i stand til at skelne mellem farligt og ikke farligt. så vi kan bruge de mentale resurser på hverdagens opgaver og relationer.